Hvert tiende AK-medlem er blevet krænket

Atorfillit Kattuffiat har netop færdiggjort en spørgeskemaundersøgelse blandt medlemmerne. 439 ud af 1300 medlemmer har besvaret spørgeskemaundersøgelsen. 10 procent af respondenterne har oplevet uønskede seksuelle tilnærmelser. Problemet skal forebygges og alle skal tage ansvar, mener Dina Olsen, formand for Atorfillit Kattuffiat

”Hans kone er leder i vores kontor. Jeg gik hen til hende og fortalte hende at jeg ikke kan fortsætte med at arbejde i afdelingen. Jeg undlod at fortælle hende hvad hendes mand havde gjort da jeg var meget flov, og ikke vidste hvad jeg skulle gøre”, skriver ét medlem.

”Vedkommende viser billeder af meget letpåklædte unge piger fra sin mobil og udveksler billederne med en kollega. Vedkommende viser også billeder af unge piger som han finder på instagram og Facebook uden selv at have profil på de nævnte sociale medier”, skriver et andet medlem.

”Jeg blev rørt i skridtet, mens min kollega ikke var i lokalet”, skriver et tredje medlem.

Det er nogle af kommentarerne som medlemmerne har skrevet i forbindelse med undersøgelsen.

10 procent af respondenterne har svaret ja til spørgsmålet om de har oplevet uønskede seksuelle tilnærmelser, såsom at blive spurgt ind til deres sexliv, tilbud om at købe sexlegetøj til dem, fortalt om andres sexliv, kommentarer om deres krop eller at blive opfordret til sex.

Lige under 9 procent har oplevet uønskede fysiske seksuelle tilnærmelser. Og det er et stort problem, mener formand Dina Olsen.

– At hver tiende respondent er blevet krænket, og at hver niende har oplevet fysiske tilnærmelser, viser hvor stort et problem vi står over for, siger AK-formanden.

Af dem som har oplevet uønskede seksuelle tilnærmelser, har 30 procent oplyst, at de er blevet krænket af en kollega, mens seks procent har oplevet at blive krænket af en chef. Syv procent har oplevet at blive krænket af kunder, 2,5 procent af borgere og 4 procent af eksterne samarbejdspartnere.

44 procent af uønskede seksuelle tilnærmelser blev begået at mænd, mens knap ni procent blev begået at kvinder. Resten af respondenterne har ikke ønsket at oplyse kønnet.

Alle skal tage ansvar

18 procent af dem som har oplevet uønskede tilnærmelser, oplyser at de hverken foretog noget i situationen eller efter, mens 14 procent straks bad vedkommende om at stoppe. 11 procent sagde ikke fra i situationen, men gjorde det senere. 16 procent fortalte det til en kollega, mens 13 procent fortalte det til en chef. Kun 1,7 procent har oplyst det til deres fagforening, mens færre end 1 procent fortalte det til en tillids-/sikkerhedsrepræsentant.

Som begrundelse for ikke at reagere i situationen eller efter krænkelsen, har respondenterne svaret således; 10 procent af respondenterne har ikke foretaget sig noget, da de var af den opfattelse at de ikke kunne bevise at der var sket en krænkelse, mens 6,6 procent ikke vidste hvem de skulle henvende sig til. 11,5 procent foretog intet, da de var bange for at krænkelsen kunne opfattes som det var deres egen skyld, mens næsten 5 procent var bange for at miste deres job.

– Undersøgelsen viser, at arbejdsgiverne samt os som fagforening, skal være bedre til at vejlede de ansatte om hvordan man kan takle krænkelser, samt hvordan krænkelser kan forebygges, siger Dina Olsen, og afslutter;

– Vi vil i den kommende tid dykke længere ned i undersøgelsen, og lave nogle anbefalinger til arbejdsgivere og medlemmer om hvordan vi kan komme problemet til livs. Alle i samfundet skal tage ansvar for at forebygge sexchikane.

Undersøgelsesmaterialet som Atorfillit Kattuffiat har benyttet sig af, er udarbejdet af Institut for Menneskerettigheder.