12 års konstituering skal ses som en fastansættelse. Det har Retten i Grønland slået fast. Tilbageførelse til tidligere stilling efter 12 års konstituering skal derfor sidestilles med en afskedigelse. Rettens afgørelse i sagen udløser derfor løn og godtgørelse på 250.000 kroner til AKs medlem
AKs medlem, der har været medlem hos AK i mange år, var overassistent da han i 2007 blev konstitueret fritidsinspektør i Qeqqata Kommunia.
Efter næsten 12 år som konstitueret fritidsinspektør blev medlemmet informeret af sin arbejdsgiver om at stillingen ville blive slået op, og at medlemmet skulle tilbage til sin gamle stilling som overassistent, såfremt man fandt en ny fritidsinspektør.
AKs medlem var dog af den opfattelse at han var fastansat som fritidsinspektør, eftersom han havde bestridt stillingen i så mange år. Han tog derfor kontakt til sin fagforening, Atorfillit Kattuffiat, for at få vurderet sin sag.
Man kan ikke være konstitueret i 12 år
Atorfillit Kattuffiat vurdererede den konkrete sag, og kunne med det samme se at der var skævheder, fortæller Atorfillit Kattuffiats formand, Dina Olsen.
– Vi kunne se at vores medlem havde været konstitueret i stillingen som fritidsinspektør i næsten 12 år, og var omfattet af AKs funktionsoverenskomst. Vi kunne også forstå at arbejdsgiveren ikke havde slået stillingen op i alle disse år. Vores medlem fortalte om øvrige omstændigheder – der efter vores vurdering var troværdige – der ledte op til at arbejdsgiver pludseligt ville slå stillingen op, siger Dina Olsen og fortsætter;
– Dét, at vores medlem var konstitueret i så mange år, kan kun betyde at han var egnet til jobbet, og arbejdsgiver kunne derfor have forfremmet vores medlem fra overassistent til fritidsinspektør. I stedet valgte arbejdsgiver at slå stillingen op, med krav om en bestemt uddannelsesbaggrund, som vores medlem ikke havde og medlemmet havde derfor den opfattelse at han ikke kunne komme i betragtning, hvis han søgte stillingen. Vi mente derfor at der var tale om en afskedigelse efter arbejdsgivers egen vurdering, som ikke havde noget med medlemmets person eller professionelle indsats at gøre.
Atorfillit Kattuffiat besluttede derfor at hive Qeqqata Kommunia i Retten, med påstand om at medlemmet skulle have været opsagt efter funktionærloven, med et varsel på fire måneders samt en godtgørelse svarende til fire måneders løn, hvilket i alt svarer til otte måneders løn.
Sagen blev indbragt i Retten i september 2020, og afgørelsen faldt den 11. februar 2022 til fordel for medlemmet.
AK-formanden er glad for afgørelsen.
– Vi er selvfølgelig meget glade for Rettens afgørelse. Flere års konstituering og sagens øvrige omstændigheder gjorde at vi vurderede at der var tale om en afskedigelse af en fastansat. Man kan jo ikke være konstitueret i 12 år, og det var Retten enig i.
Det var Advokat Marie Louise Frederiksen, der på vegne af AK og AKs medlem, der bistod i sagen.
AKs medlem har ønsket at være anonym.