Atorfillit Kattuffiat (AK) og Aningaasaqarnermut Sulisoqarnermullu Aqutsisoqarfik (ASA) har indgået en aftale om tidligt tilkøb af barsel, uden om ordinære forhandlinger. Det glæder AK-formanden Dina Olsen, der roser ASA for deres proaktive rolle i indgåelsen af en opdateret barselsaftale
Samtlige brugere af AKs overenskomster har per 1. januar 2022 ret til fuld løn under hele orlovsperioden ifm. fødsel.
I januar 2020 blev der ved ændring af barselsloven fra 2009 indført en forlængelse af forældreorlovsperioden med 4 uger. Med den nye barselslov som trådte i kraft den 1. januar 2021, blev der også tilføjet en udvidelse af den gravides orlovsperiode med 14 dage således, at den gravide nu har ret til orlov 4 uger før forventet fødsel, mod orlov 2 uger før forventet fødsel i barselsloven af 2009.
Den nye barselslovs udvidelser, dvs. forlængelsen af den gravides orlovsperiode med 14 dage samt forlængelsen af forældreorlovsperioden med 4 uger, medførte imidlertid at disse perioder gav en ret til dagpenge men ikke løn. Men sådan er det ikke længere, efter AKs tidlige tilkøb af barsel, før de egentlige overenskomstforhandlinger i 2023.
– Det glæder det mig at vi nu har sikret fuld løn under hele orlovsperioden for alle vores overenskomstbrugere, siger Dina Olsen, og fortsætter;
– Jeg er ikke i tvivl om at det vil betyde mere økonomisk tryghed for nybagte forældre, så de kan fokusere på deres nye familiemedlem og forhåbentlig få en bedre start på familielivet.
Selvstyret med proaktiv rolle
Da den nye barselslov trådte i kraft, havde AK allerede underskrevet de nuværende overenskomster. Det betød at bestemmelserne om løn under barselsorlov ikke blev opdateret efter den nye lovgivning.
ASA tog kontakt til AK i midten af 2021 for at drøfte muligheden for at AK kan få opdateret barselsbestemmelserne i deres overenskomster.
– Det at ASA proaktivt starter en dialog om tidligt tilkøb af barsel for AK, viser bare at vi kan samarbejde. Vi er ofte modparter, men vi skal være bedre til at se hinanden som samarbejdspartnere, da vi har fælles interesser. De fælles interesser er bl.a. at de ansatte har de bedst mulige vilkår på arbejdet. ASA skal derfor have stort ros fra AK for deres proaktive rolle i nærværende aftale, slutter Dina Olsen.